Sådan undgår du at blive snydt, når du lejer en bolig

Der er mange fordele ved at bo til leje: Du slipper for vedligeholdelse, du kan flytte, når du vil – og du behøver ikke at låne en masse penge i banken. Der er derfor en løsning, som rigtig mange vælger. Når du bor til leje hos en privat udlejer, er der dog også et stort problem ved den: Du risikerer at blive snydt.

Når du skal finde en lejebolig på nettet, er der nemlig en masse bolighajer, der prøver at snyde dig på den ene eller anden måde. Det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på det, så du ikke ender med at være en af dem, der går i fælden. 

For at undgå at blive snydt er det først og fremmest vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan andre kan snyde dig. Der findes selvfølgelig et utal af muligheder, men der er to måder, der er meget benyttede.

Den ene er, at en person prøver at udleje dig en bolig, som vedkommende slet ikke har råderet over. Det kan være en vens lejlighed, som personen viser dig til fremvisningen. Når du har betalt depositum, vil der derfor aldrig dukke nogen nøgle op – og vennen kan jo altid sige, at han ikke kendte noget til det. 

Når du er ude at se på en lejlighed, er det derfor en god ide, at du ikke bare lader dig forblænde, men at du lige tjekker lidt op på den. Hvilket navn står for eksempel på postkassen, og kan du google dig frem til, hvem der bor i den?

En anden meget brugt måde er, at udlejeren kræver penge under bordet, for at det bliver dig, der får lejligheden. Det er særligt brugt i de større byer og meget ofte omkring studiestart, fordi der er mange unge studerende, der er desperate efter at finde et sted at bo. Ofte vil udlejeren love, at du får pengene tilbage, når du flytter, men du har ingen dokumentation på pengene, og så stikker udlejeren det hele i sin egen lomme.