Man taler så tit om, at I Danmark er døden tabu, og vi taler ikke så meget om den.
Så når der endelig skal finde for eksempel en bisættelse sted, så er det ofte en proces, der skal overstås, hvor man går med følelserne inde i sig selv, hvor man i for eksempel de sydlige lande taler meget mere om det med at miste – og vise ens følelser, når man siger farvel til den afdøde.
Det kan vi sådan set godt lære en hel del af i Danmark, men omvendt har vi også vores egen måde at gøre tingene på, så selvom man lidt kan sammenligne det med psykiske syge, at de bliver parkeret i et hjørne, til de er klare er igen, så er det okay at holde inde med at vise, hvad man reelt føler.
Man har måske fået istandsat en bisættelse fra https://www.svanebf.dk/ , og så håber man på, at folk vil opføre sig derefter.
Hold igen med følelserne og tal sammen
Processen i kirken kan blive meget afdæmpet, hvor folk i sort tøj ikke taler sammen, men bare lytter til præsten og orgelet.
Sådan gør vi herhjemme, og det er ikke god skik at begynde at græde højlydt, selvom det jo er helt forståeligt at reagere på den måde.
Man er måske også bange for, om man er tæt nok på afdøde og de pårørende til, at man kan tillade sig at give los.
For det er lidt som at sammenligne med bårebuketter, at man helst skal være dem, der er tættest på afdøde, der har de største buketter med.
Men heldigvis er der jo også en gravøl eller mindre uformel ceremoni bagefter den kirkelige handling, hvor man så lige samles de pårørende.
Her kan der jo være mulighed for at tale sammen og sige, hvad man føler.
