Hvis du tænker lidt over det, så er det jo lidt misvisende, at man kalder det skønhedscreme, men det er egentlig et smart marketingskneb, for der bliver jo ikke skrevet på tuberne eller bøtterne med versaler, hvilken skønhed man får.

For skønheden er jo subjektiv, så det skal få forbrugeren til at tro, at man selv kan få den skønhed frem, som man selv opsøger eller dyrker.

En rynkecreme giver jo så det modsatte: Den giver jo ikke rynker, men fjerner rynkerne. Udover i en kostumeafdeling hvem ville så også have brug for at fremkalde rynker?

Men tilbage til skønheden, for når man så læser nærmere, hvordan skønheden skal forstås, så bliver det ofte i nogle floskler eller nogle generaliseringer, der passer på tidens trends.

Man markedsfører det som gennemtestet og afprøvet til stor succes, men hvorfor er det så ikke mere udbredt?

Skønheden kan ikke (altid) provokeres frem

For man kan jo sige, at hvis sådan en bøtte virkelig gav en den skønhed, som forvandlede en til en fotomodel eller skuespiller, der blev forfulgt af paparazzi, så kostede den nok mange flere penge.

Vi siger ikke, at der er placebo i bøtterne, for de skal nok virke på nogle områder, men der er jo en grund til, at der findes så mange udgaver derude: man kan ikke lave en opskrift på skønhed.

Du kan sammenligne det med bøger om hurtig succes, millionær i en fart og så videre: der er nok en grund til, at det ikke er mere udbredt.
Enten er det løgn og latin, hvad man læser, eller også bygger det på en forretningsmodel, som ingen almindelige mennesker har tid eller overskud til at investere i.

Det skal bare gøre sælgeren rig – og det er på din bekostning.

Derfor kan du måske spørge dig selv, hvem der får mest ud af, at du køber en skønhedscreme?